Ulveflokken (7 til 10 år)

Når et barn er fyldt 7 år, kan det optages i ulveflokken, som er den yngste gren hos De Gule Spejdere.
Kiplings Junglebog er ulvearbejdets idegrundlag.
Når barnet bliver ulv optages det i en ulvebande, hvor der er børn mellem 7 og 10 år. Desuden får barnet et ulvenavn. En bande ledes af en bandeleder (BL) og en bandeassistent (BA)
Banderne har navne efter klovdyr, som lever i Rold Skov. På de ugentlige møder laves der grundlæggende spejderarbejde, oplevelser i naturen, der tages duelighedstegn , leges og konkurreres. Konkurrencer er altid bandevis.
Der lægges især stor vægt på samarbejde, godt kammeratskab og korrekt spejdermæssig optræden.
I løbet af året tager ulvene på forskellige ture. På årets ulveturnering, som er en landsturnering, mødes ulvene med hele landets ulveflokke til en spændende dyst. Denne turnering finder altid sted den første weekend i maj.
Jysk/Fynsk turnering afholdes på skift hos Jens Langkniv, Sparkær, Frie Fugle, Søndersø og hos os i Rold Skov. I denne turnering deltager også stifinderne og spejderne. Det er en tradition, at denne turnering finder sted den første weekend i september.
Sommerlejren holder vi også sammen med stifinderne og spejderne, Den afholdes altid den første uge i skoleferien. Vi har gennem årene været på sommerlejr forskellige steder i landet. F.eks. Nors i Thy, Fur, Kulsø, Thorup Hede, Uggerby, Samsø og Lille Vildmose.
Det er en tradition, at vi har en weekend i Bjælkehytten i november måned, men kun for ulve. Vi hygger os og laver forskelligt ulvearbejde.
Derudover deltager vi i byfesten, julemarkedet i Rebild, sælger lodsedler og hvad der ellers falder indenfor vore rammer.

Kirsten Jensen
Flokleder

 

Flokleder

Emilie Søndergaard
E-mail:
Mobil: 29862661

De Gule Spejdere | spejder-rold(at)roldskovgruppe.dk
Jyskweb 2008